ATP ansætter ny investeringsdirektør
Mikkel Svenstrup bliver ny investeringsdirektør i ATP, som forvalter over 900 mia. kr. af danskernes pensionsmidler.
ATP udnævner Mikkel Svenstrup som ny investeringsdirektør og medlem af ATP’s koncernledelse.
Mikkel Svenstrup kommer fra en stilling som investeringsdirektør i P+, der er administrationsfællesskab for pensionskasserne JØP og DIP, hvor han har været de sidste tre år.
”Vi kigger ind i en verden med lave forventede afkast og stigende udsving i markederne, og derfor er det helt afgørende, at vi investerings- og risikomæssigt har de allerstærkeste kompetencer. Vi har været igennem en grundig rekrutteringsproces, og Mikkel Svenstrup har både fagligt og menneskeligt, hvad der kræves for at bestride jobbet som investeringsdirektør i ATP. Med sig har han ikke blot et imponerende teoretisk fundament, men han har også dyb indsigt og solid praktisk erfaring indenfor alle kernediscipliner i investeringer. Dertil kommer, at han har arbejdet både på salgssiden som rådgiver og som forvalter, så jeg er meget tilfreds med, at Mikkel bliver en del af ledelsen i Hillerød,” siger Bo Foged.
Fra Mikkel Svenstrup lyder det:
”Først og fremmest glæder jeg mig til at blive en del af det stærke ledelsesteam i ATP. Jeg er stolt og beæret over at skulle lede en investeringsafdeling, der igennem mange år er blevet anerkendt som en af de bedste i Europa. Jeg ser frem til at bidrage med at løfte ATP’s samfundsansvar, herunder også arbejdet med at videreudvikle ATP’s forretningsmodel," Mikkel Svenstrup, kommende investeringsdirektør i ATP.
Mikkel Svenstrup er 45 år, cand.scient.oecon. Han har en ph.d. i finansiering fra Aarhus Universitet. Før P+ havde han ledende stillinger i bl.a. Nordea, UBS Investment Bank og Barclays Capital, alle steder med fokus på rådgivning og salg til institutionelle investorer i hele Skandinavien. Privat bor han sammen med hustruen Helle Friis Svenstrup og parrets tre børn på 17, 15 og 8 år. Udover familien bruges fritiden på sport, musik og rejser. Han tiltræder 1. marts 2020.