ATP opnår det højeste investeringsafkast nogensinde i årets første tre kvartaler
Investeringsporteføljen gav et afkast på 36,9 mia. kr. før omkostninger og skat, svarende til 40,0 pct. af bonuspotentialet primo året.
Det var primært stats- og realkreditobligationer, udenlandske samt danske børsnoterede aktier, der bidrog til det historisk høje afkast med henholdsvis 19,5 mia. kr., 7,0 mia. kr. og 5,0 mia. kr.
”Vi har skabt et ualmindelig godt resultat i de første tre kvartaler af 2019 og leverer et meget højt investeringsafkast til gavn for vores medlemmer. Vi vil fortsat have en disciplineret tilgang til vores porteføljekonstruktion og risikostyring, så vi også på den lange bane kan sikre medlemmernes økonomiske grundtryghed, særligt når vi ser ind i forventede lavere investeringsafkast i de kommende år og større udsving.”
De seneste fem år er der opnået et gennemsnitligt årligt afkast af investeringsporteføljen på 17,6 pct. i forhold til bonuspotentialet primo. Der har været positive afkast af investeringsporteføljen i 16 ud af de seneste 20 kvartaler.
Afdækning beskytter pensionsgarantierne
Afdækningen af de garanterede pensioner skal sikre, at medlemmerne får de lovede pensioner, uanset om renten stiger eller falder. Primært på grund af fald i renterne på danske og europæiske statsobligationer med lang restløbetid steg værdien af de garanterede pensioner i årets første tre kvartaler med 121,9 mia. kr. Tilsvarende gav afdækningsporteføljen et positivt afkast efter skat på 122,8 mia. kr. Afdækningen virkede således efter hensigten. Det samlede negative resultat af Afdækning på 2,8 mia. kr., svarende til 0,3 pct. af de garanterede pensioner, skyldes rentekurveknæk jf. hovedtalsoversigten side 2.
Periodens resultat
Resultatet for årets første tre kvartaler blev på 31,8 mia. kr. Bonuspotentialet (ATP’s reserver) var ved udgangen af tredje kvartal 2019 på 124 mia. kr., svarende til en overdækning på 15,3 pct. i forhold til de garanterede pensioner på 810 mia. kr. ATP’s formue udgjorde i alt 934 mia. kr.
Baseret på resultatet i årets første tre kvartaler vil ATP for 2019 foreløbigt skulle betale 27, 5 mia. kr. i pensionsafkastskat.
Fakta om ATP
ATP er en obligatorisk pensionsordning med 5.246.000 medlemmer. ATP’s medlemmer indbetalte i årets første tre kvartaler 7,5 mia. kr. Ved udgangen af tredje kvartal 2019 modtog 1.050.000 pensionister ATP Livslang Pension. ATP udbetalte i årets første tre kvartaler 12,8 mia. kr. i pensioner og engangsudbetalinger. Omkring 40 pct. af landets folkepensionister har ingen anden pensionsindtægt end ATP og folkepensionen. Årlig fuld ATP Livslang Pension er på 24.500 kr. for en 65½-årig.