155 – Selv i landets rigeste kommuner får de fleste pensionister pensionstillæg
Faktum 155: Til trods for, at danskerne gennem årtier selv har sparet op til deres pensionistliv, så er den altdominerende regel fortsat, at de modtager det indkomstafhængige pensionstillæg. Det gælder også i de rige nordsjællandske kommuner, som rummer borgere med de højeste indkomster i landet.
Det viser en analyse fra ATP. Analysen viser, at hele 85 pct. af landets nuværende pensionister modtager både folkepensionens grundbeløb og et pensionstillæg af en eller anden størrelse. Om man får tillægget eller ej afhænger af, hvor meget man i alt får udbetalt i pension og dermed af, hvor meget man selv har sparet op.