Torben M. Andersen ny bestyrelsesformand for ATP

På et repræsentantskabsmøde den 7. februar 2018 blev Torben M. Andersen, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, valgt som ny formand for ATP’s repræsentantskab og bestyrelse. Han afløser Jørgen Søndergaard, der har valgt at stoppe efter 15 år på posten.

Torben M. Andersen, der er 61 år, er en af de helt store profiler i relation til samfundsøkonomi, pension og velfærd. Han har en lang række tillids- og bestyrelseshverv på CV’et, heriblandt tidligere som medlem af Det Systemiske Risikoråd som uafhængig ekspert, formand for Pensionskommissionen, formand for Udvalg vedr. Basispensioner, Penge og Pensionspanelet, formand for Velfærdskommissionen og Overvismand i Det Økonomiske Råd. Hertil er Torben M. Andersen rådgiver for både EU og OECD og virker som formand for Grønlands Økonomiske Råd. Herudover har han modtaget flere priser for sin indsats.

ATP ledes af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktør. Bestyrelsen består af seks medlemmer, der repræsenterer arbejdsgiverne, seks medlemmer, der repræsenterer arbejdstagerne, samt en uafhængig formand. Formanden for repræsentantskabet vælges af ATP’s repræsentantskab, der i henhold til ATP-loven tillige er født formand for ATP’s bestyrelse.