Pensionsselskaber går sammen om fælles skatteprincipper

Med et sæt fælles skatteprincipper skærper fire pensionsselskaber tonen over for eksterne forvaltere. ATP, Industriens Pension, PensionDanmark og PFA har således vedtaget fælles skatteprincipper, der skal påvirke skatteadfærden i både Danmark og på internationalt plan.

Ansvarlig skatteadfærd spiller en vigtig rolle i det danske samfund og står højt på pensionsselskabernes dagsorden. For at leve op til ansvaret er ATP, Industriens Pension, PensionDanmark og PFA derfor blevet enige om et sæt fælles principper og anbefalinger for ansvarlig skatteadfærd, når der foretages unoterede investeringer gennem eksterne forvaltere. Formålet med samarbejdet er at påvirke skattepraksis i en ansvarlig retning.

  • Når vi står sammen i branchen, kan vi gøre en større forskel for at påvirke udviklingen. Der skal således ikke være tvivl om, at vi i ATP arbejder for en mere ansvarlig skatteadfærd, og med de fælles skatteprincipper står vi nu endnu stærkere. Mit håb er, at flere investorer vil tilslutte sig fremover, siger Bo Foged, adm. direktør i ATP.
  • Vi ser skat og ansvarlig skattepraksis som et vigtigt element i vores arbejde med ansvarlige investeringer og det at være en ansvarlig virksomhed. Vi forventer, at det nye samarbejde om fælles principper for ansvarlig skattepraksis vil styrke vores dialog med eksterne forvaltere yderligere og være med til at præge skattepraksis i ansvarlig retning, siger Allan Polack, Group CEO i PFA.

Det fælles tiltag er blevet til i en skattefaglig arbejdsgruppe i pensionsselskaberne, hvor den nuværende lovgivning og forventede udvikling er blevet diskuteret nøje. Målet er at undgå aggressiv skatteplanlægning og fremme transparens i investeringer i diverse juridiske strukturer.

  • Vi arbejder aktivt på at sikre skattemæssigt robuste og ansvarlige investeringer i tråd med PensionDanmarks retningslinjer på området. Samarbejdet med udarbejdelse af fælles skatteprincipper er et vigtigt initiativ i udbredelsen af øget ansvarlighed og transparens på skatteområdet, siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.
  • Som investor ønsker vi at sikre mest mulig transparens og ansvarlig skatteadfærd. Vi har i forvejen egne skatteprincipper, som vi bruger aktivt i vores investeringer, og nu tager vi endnu et skridt med de fælles principper, siger Laila Mortensen, adm. direktør, Industriens Pension.

Kernen i skatteprincipperne er:

  1. Pensionsselskaberne accepterer ikke aggressiv skatteplanlægning.
  2. Pensionsselskaberne forbeholder sig ret til at efterspørge yderligere rapportering og foretage stikprøver for at kontrollere, at den eksterne forvalter ikke udøver aggressiv skatteplanlægning.
  3. Den eksterne forvalter skal overvåge og håndtere relevante skatterisici på en ansvarlig måde.
  4. Pensionsselskaberne opfordrer til transparens på skatteområdet.
  5. Pensionsselskaberne opfordrer eksterne forvaltere til at vedtage egen skattepolitik.

Pressekontakt

ATP: Maria Lindeberg, senior presserådgiver, lin@atp.dk, +45 2499 8455
Industriens Pension: Laurits Harmer Lassen, pressechef, lala@ip.dk, +45 2939 6676
PensionDanmark: Ulrikke Ekelund, kommunikations- og pressechef, uek@pension.dk, +45 2019 9238
PFA: Rune Lindberg, seniorpressekonsulent, rli@pfa.dk, +45 4032 2901