Ny Chief Risk Officer i ATP

ATP har ansat Kim Kehlet Johansen som ny Chief Risk Officer. Kim Kehlet Johansen afløser Mads Smith Hansen, som har valgt at stoppe i ATP.

”Det er med beklagelse, at jeg har modtaget Mads Smith Hansens beslutning om at stoppe i ATP, for han har bidraget med et stort og godt stykke arbejde i ATP. Men jeg har stor respekt for, at Mads har valgt at stoppe op for at afklare prioriteterne i sit liv. Jeg ønsker Mads alt det bedste og glæder mig samtidig over, at vi står klar med en så kvalificeret afløser, og at vi således får en glidende udskiftning. Det giver kontinuitet og sikrer, at teamet og de mange initiativer, som Mads har skudt i gang, kan køre videre uden afbrydelser,” siger Christian Hyldahl, direktør i ATP.

Mads Smith Hansen har været ansat i ATP i godt to år og har bl.a. haft ansvaret for pensionsproduktet ATP Livslang Pension samt risikostyringsfunktionen, som er central for ATP. Blandt de vigtigste resultater kan nævnes en igangværende forenkling og harmonisering af ATP’s risikomodeller samt etablering af en fælles tilgang til operationel risikostyring på tværs af ATP-koncernen. 

”ATP er en fantastisk virksomhed. Jeg har kun godt at sige om den – og jeg har nydt at være en del af ATP. På tværs af koncernen er der fagligt dygtige kolleger med stærke værdier. Når jeg alligevel vælger at takke af, skyldes det, at jeg personligt ønsker en timeout for at finde ud af, hvad livet ellers kan byde på. Jeg har ikke noget andet job på hånden og vil – sammen med min familie – bruge tid på at finde ud af, hvad der skal ske nu,” forklarer Mads Smith Hansen.

Kim Kehlet Johansen udtaler:

”For mig er det her drømmejobbet. Jeg opfatter ATP som en meget ambitiøs og kompetent virksomhed, der er i konstant udvikling. Jeg ser frem til at være en del af den udvikling og bidrage med min erfaring fra mange år i pensionssektoren. Det bliver spændende at arbejde til gavn for de mange danskere, som har pensionsopsparing i ATP, samt de borgere, som modtager ydelser via ATP."

Kim Kehlet Johansen, som får ansvaret for ATP’s pensionsprodukt og risikostyring i ATP, har lang erfaring fra pensions- og finanssektoren – herunder de seneste 21 år i SEB Pension (tidligere Codan Pension), der i juni 2018 blev solgt til Danica Pension.  I SEB Pension var Kim Kehlet Johansen i en årrække ansvarshavende aktuar og siden 2011 matematisk direktør. Kim Kehlet Johansen, der er uddannet aktuar fra 1988, er gift med læge, Ph.d. Mette Kehlet, har fire børn og bor i Charlottenlund.

Kim Kehlet Johansen tiltræder 1. oktober 2018.

Yderligere information

Stephan Ghisler-Solvang

Stephan Ghisler-Solvang
Pressechef

Mobil
Direkte
E-mail