Lovforslag om tilpasning af ATP-loven sendt i høring

Beskæftigelsesministeriet har sendt et lovforslag om tilpasning af ATP-loven i høring. Baggrunden er det lave renteniveau og behovet for, at ATP fortsat kan levere livsvarige og garanterede pensioner, der følger med prisudviklingen og danskernes stigende levealder.

Faldende og lave renter har været en realitet gennem de senere år, og alt tyder på, at de lave renteniveauer vil gælde flere år frem i tiden. Dette udfordrer ATP’s muligheder for fortsat at levere relevante, livsvarige og garanterede pensioner.

Efter indstilling fra ATP’s bestyrelse og for at tilpasse ATP’s forretningsmodel til en længere periode med forventede lave renter og afkast, har beskæftigelsesministeren den 22. januar 2021 sendt udkast til lovforslag ”Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Udvidelse af bestyrelsens indstillingsret vedrørende tarifgrundlaget, m.v.)” i høring.

ATP-pensionen skal fastholde sin betydning

Lovforslaget vil indebære, at ATP som ansvarlig investor med stærkt fokus på samfundsansvar får mulighed for at investere mere frit og derved mulighed for at skabe højere pensioner ved at tage mere langsigtet investeringsmæssig risiko. Dette vil ske balanceret og med fortsat fokus på at levere en relevant, livsvarig og garanteret pension til vores 5,3 mio. medlemmer.

De lave renter er en udfordring for pensionsbranchen, særligt når det kombineres med, at danskerne og dermed også ATP’s medlemmer lever længere. ATP ønsker at adressere den udfordring via en optimering af forretningsmodellen: hvordan ATP håndterer medlemmernes indbetalte bidrag. Dette med henblik på fortsat at sikre en relevant ATP-pension – det, vi kalder ATP Livslang Pension.

Medlemmerne skal kunne regne med deres pension

ATP-bidraget er fastsat i kroner og ører, og den nuværende forretningsmodel, hvor en høj andel af alle indbetalinger placeres i meget sikre aktiver, gør, at ATP med meget stor sikkerhed kan honorere garantierne. Til gengæld er det svært at efterleve målsætningen om, at ATP Livslang Pension løbende opskrives og dermed fastholder sin realværdi. Derfor er der efter ATP’s vurdering brug for, at ATP’s rammer for risikotagning bliver justeret – uden at det går væsentligt ud over sikkerheden.  ATP Livslang Pension er en vigtig del af medlemmernes økonomiske grundtryghed sammen med folkepensionen. Derfor skal ATP også i fremtiden kunne honorere garantierne, så medlemmerne kan regne med deres pensioner fra os.

Over de seneste par år har der været foretaget et grundigt analysearbejde for at kaste lys over, om ATP’s pensionsprodukt og ATP’s afdæknings- og investeringsstrategi bør justeres i lyset af de forventeligt fortsat lave renter. Opgaven for ATP’s bestyrelse har været klar: Hvordan skaber vi et bedre grundlag for fortsat attraktive afkast, samtidig med at en garanteret pension fastholdes?

Balancen er mulig

På den baggrund har ATP’s bestyrelse besluttet, at tiden er kommet til at søge at tilpasse ATP’s forretningsmodel og på den måde styrke muligheden for fortsat at levere ATP’s medlemmer relevante, livslange og garanterede pensioner. Med tilpasningerne er det ønsket ikke at ændre grundlæggende i selve ATP Livslang Pensionsproduktet. En del af ændringerne vil derfor primært foregå på ”indersiden” af ATP’s løbende forvaltning og styring af de samlede midler.

Bestyrelsen vurderer, at ATP’s forretningsmodel med de foreslåede ændringer i ATP-loven bliver indrettet på en måde, så ATP også i fremtiden sikrer balancen imellem hensynet til på den ene side at opnå et tilpas højt afkast til gavn for ATP’s medlemmer, og på den anden side fastholde, at ATP til enhver tid kan honorere sine forpligtelser. Alt sammen inden for rammerne af en ansvarlig adfærd, hvor ATP også lever op til sit samfundsansvar. 

Folketinget beslutter

Det er Folketinget, som beslutter, om ATP-loven skal tilpasses. Lovforslaget er nu sendt i offentlig høring. De konkrete ændringer gennemføres, efter en eventuel lovændring er vedtaget senere i 2021. 

Stephan Ghisler-Solvang

Stephan Ghisler-Solvang
Pressechef

Mobil
Direkte
E-mail