Historisk udfordrende 2022 rammer ikke danskernes pensioner

2022 blev et usædvanligt år. For ATP’s vedkommende affødte voldsomme rentestigninger og store aktiefald omfattende tab på vores investeringer. Den sjældne kombination ramte ATP hårdt, men pensionisternes udbetalinger er uændrede. ATP udbetaler de pensioner, vi har lovet medlemmerne.

ATP Koncernen fik i 2022 et negativt resultat på 56,8 mia. kr. Resultatet var drevet af et stort, negativt afkast i investeringsporteføljen, som skyldes den generelle, turbulente markedsudvikling. Investeringsporteføljen gav i 2022 et afkast før omkostninger og skat på -64,4 mia. kr., som efter omkostninger svarer til -40,9 pct. i forhold til bonuspotentialet. På trods af tabet er de pensioner, ATP har lovet, uændrede, og danskerne får udbetalt deres garanterede pensioner.

Årets samlede resultat afspejler, at de finansielle tab var størst i begyndelsen af 2022, og at året sluttede med positive afkast og resultat i fjerde kvartal isoleret set.

”ATP har haft et rigtigt svært år, hvor vi tabte mange penge i vores investeringsportefølje. Det ville vi gerne have været foruden, men 2022 var et udfordrende år for alle investorer. ATP blev ramt af tab på både aktier og særligt tab på obligationer, som udgør en stor del af investeringsporteføljen, ligesom vi generelt kører med et højt risikoniveau i denne begrænsede del af ATP’s samlede formue. Vi mener, at det er den rigtige strategi på langt sigt, og det ændrer et resultatmæssigt skuffende 2022 ikke på. Derfor holder vi fast i det, som - mener vi - tjener vores medlemmer bedst over tid,” siger Martin Præstegaard, adm. direktør i ATP.

ATP og folkepension er grundpillen i danskernes pension

Set over året kom de største negative bidrag til resultatet fra investeringer i dels stats- og realkreditobligationer med et afkast på -60,6 mia. kr., dels i børsnoterede aktier med et afkast på -20,7 mia. kr. Beholdningen af inflationsrelaterede instrumenter bidrog samlet set positivt med et afkast på 11,8 mia. kr. Det negative resultat i 2022 kommer efter en årrække med høje afkast. Set over de seneste fem år (inkl. 2022) er det akkumulerede afkast i absolutte tal på 10 mia. kr. om året i gennemsnit svarende til et tidsvægtet afkast på 6 pct. årligt.

”ATP udgør sammen med folkepensionen den bærende søjle i det danske pensionssystem. Vi udbetaler et fast beløb til alle vores medlemmer, når de rammer pensionsalderen, og den udbetaling ved medlemmerne, at de kan regne med livet ud. 40 pct. af danske pensionister har i dag ikke anden indkomst end de offentlige pensioner og ATP. Vores udbetalinger er med andre ord enormt vigtige for mange tusinde pensionister i Danmark, og de må ikke svigte. Det gør de heller ikke, for vores afdækningsportefølje sikrer, at vi altid kan levere dét, vi har lovet medlemmerne,” siger Martin Præstegaard.

På trods af det negative resultat er grundtrygheden på plads, og der er ikke tvivl om de fremtidige udbetalinger til alle ATP’s medlemmer. Værdien af de garanterede pensioner faldt markant som følge af periodens rentestigninger, men blev afdækket i afdækningsporteføljen. Det samlede resultat af afdækningen blev på -8,3 mia. kr., svarende til -1,4 pct. af de garanterede pensioner. Det negative resultat skyldes blandt andet, at afdækningen af pensionsgarantierne ikke kan være helt præcis.

Samlede årlige omkostninger holdt sig lave

ATP har fortsat stort fokus på at holde omkostningerne lave, fordi de har direkte betydning for pensionernes størrelse. Vi balancerer løbende ønsket om lave omkostninger med hensynet til at skabe det bedst mulige afkast til medlemmerne. ATP’s administrationsomkostninger var i 2022 på 39 kr. pr. medlem. Dette er på niveau med sidste år og fortsat lavt i både dansk og international sammenhæng. Det samlede ÅOP i 2022 lød på 0,35 pct. af formuen.

Dette års opdatering af levetid medførte en overførsel fra pensionsforpligtelserne til bonuspotentialet på 3,8 mia. kr., svarende til 0,7 pct. af værdien af pensionsforpligtelserne. Overførslen er et udtryk for en justering af levetidsforventningerne som følge af udviklingen i den faktiske levetid i det forgangne år.

ATP’s reserver – bonuspotentialet – var på 103 mia. kr. ved udgangen af 2022, og pensionsforpligtelserne var på 575 mia. kr. Bonusevnen, som er forholdet mellem bonuspotentialet og værdien af pensionsforpligtelserne og dermed udtrykker ATP’s evne til at kunne øge pensionerne, var på trods af den turbulente markedsudvikling i 2022 på 17,8 pct. Det er på niveau med gennemsnittet af de seneste 10 år.

Succeshistorien Udbetaling Danmark

Ud over rollen som pensionskasse og hele Danmarks pensionsselskab har ATP en væsentlig opgave som udbetaler af langt størstedelen af danske velfærdsydelser. Det sker via Udbetaling Danmark, en selvejende institution, der bl.a. udbetaler folkepension, boligstøtte og børne- og ungeydelse. I 2022 var det 10 år siden, at Udbetaling Danmark som ny central myndighed i Velfærdsdanmark blev etableret med det formål at effektivisere administrationen, sikre ensartet sagsbehandling og understøtte retssikkerhed for borgerne.

”Økonomisk set har Udbetaling Danmark været en stor gevinst. Målet i 2012 var at reducere omkostninger for 300 mio. kr. årligt ved at skabe den institution, og det mål blev nået allerede i 2015. Digitalisering og effektivisering er de primære grunde til, at Udbetaling Danmark i dag sparer udgifter for mindst 700 mio. årligt, og der er potentiale til mere,” siger Martin Præstegaard.

For mere information

""

Søren Springborg
Head of External Media Relations

Mobil
E-mail
Gerd Buchave

Gerd Buchhave
Senior presse- og kommunikationsrådgiver

Danish Equities, Liquid Markets, Risc Management & Investments, ATP Livslang Pension, levetider.

Mobil
E-mail