Carsten Stendevad siger op i ATP

Carsten Stendevad har af hensyn til familien valgt at stoppe i ATP. En rekrutteringsproces er sat i gang og Stendevad forventes at fratræde senere på året.

ATP-direktør Carsten Stendevad stopper i ATP for at flytte tilbage til USA og være tæt på sin kones familie, hvor der er opstået en alvorlig helbredssituation. 
ATP’s bestyrelse har igangsat en rekrutteringsproces med henblik på ansættelsen af en ny direktør med bistand fra rekrutteringsfirmaet Amrop. Processen forventes afsluttet inden årets udgang. Carsten Sten-devad har ikke noget nyt job på hånden og forventes at fratræde direktørstillingen i ATP senere på året. 
 
Siden Carsten Stendevad tiltrådte som direktør i ATP i april 2013 har han stået spidsen for en række betydelige forandringer i ATP. Herunder en ændring af ATP’s pensionsprodukt, en restrukturering af in-vesteringsstrategien med bl.a. en ny tilgang til porteføljekonstruktion og øget fokus på direkte og alternative investeringer. Dertil kommer stærke investeringsafkast, en markant udbygning af ATP’s Administrati-onsforretning og en væsentlig reduktion af administrationsomkostningerne.

Formand for ATP’s bestyrelse Jørgen Søndergaard udtaler:
”På bestyrelsens vegne vil jeg gerne takke Carsten for hans fine indsats som direktør i ATP. Carsten nyder stor respekt blandt ATP’s mange interessenter – både for de stærke finansielle resultater, de mange forandringer i ATP og den måde, han har positioneret ATP på. Det er således på alle måder et stærkt ATP, som Carsten overleverer til sin efterfølger. Personligt har jeg sat stor pris på at arbejde sammen med Carsten. Udover at være faglig kompetent, så er han en åben og eftertænksom person og en særdeles overbevisende kommunikator. Jeg er ked af, at Carsten har valgt at stoppe nu, men jeg har stor respekt og forståelse for hans beslutning.”

Om beslutningen siger Carsten Stendevad: 
”Det er en vanskelig beslutning for mig at sige farvel til ATP. Men givet situationen er det rigtige for os som familie nu at have base i USA. Det har været et stort privilegium at være direktør for ATP. Jeg har nydt hver eneste dag. Nydt samarbejdet med bestyrelsen, ATP’s mange interessenter og ikke mindst medarbejderne - og jeg er stolt af de resultater, vi har opnået sammen. ATP gør en forskel i rigtig mange danskeres liv, og det er jeg taknemmelig for at have været en del af. 

Fakta om Carsten Stendevad

Carsten Stendevad, 43, har været direktør i ATP siden april 2013. Inden da var han Managing Director i Citigroups investeringsbank i New York og han har også arbejdet hos McKinsey & Co. Carsten er Cand.polit. og har desuden en Mastergrad fra Harvards Kennedy School. Carsten er gift med Rina Agarwala og har to børn. 

Fakta om ATP

ATP er en obligatorisk pensionsordning med 5 mio. medlemmer. ATP’s formue er på 800 mia. kroner hvoraf 85 pct. forvaltes internt. ATP’s 3-årige investeringsafkast er på 14,3 pct. ATP’s administrationsomkostninger er blandt verdens laveste og forventes i 2016 at lande på 52 kr. pr. medlem per år (68 kr.pr. medlem i 2012).

Yderligere information

Annemette Moesgaard

Annemette Moesgaard
Koncerndirektør Kommunikation & Eksterne Relationer

Stephan Ghisler-Solvang

Stephan Ghisler-Solvang
Pressechef

Mobil
Direkte
E-mail