Bedre barselsvilkår for selvstændige

Fra 1. januar 2021 bliver de selvstændige en del af Barsel.dk. Ordningen administreres af ATP.

Loven gælder for selvstændige, der får et barn og går på orlov efter 1. januar 2021. Desuden skal man kunne få barselsdagpenge og have et samlet resultat som selvstændig over den maksimale dagpengesats (231.920 kr. årligt i 2021). Kompensationen udbetales første gang i april 2021 dog med tilbagevirkende kraft fra 1. januar.

Koncerndirektør i ATP, Anne Kristine Axelsson, siger: 
”Med optagelsen af de selvstændige i Barsel.dk, vil Barsel.dk understøtte den økonomiske tryghed for selvstændige. Med den nye løsning har vi lavet en enkel proces for de selvstændige. Det håber vi kan bidrage til, at det bliver nemmere at starte eller beholde en virksomhed, når man stifter familie.”

Beløbet, man kan få udbetalt, afhænger af det samlede resultat på den seneste årsopgørelse fra Skattestyrelsen. Kompensationen kan maksimalt være 78,74 kr. pr. time (2021). Man får beregnet sin kompensation individuelt. 

Når man som selvstændig ansøger om barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark, ansøger man automatisk også om kompensation fra Barsel.dk. Man skal således ikke gøre noget ekstra. 

Omkostningerne ved ordningen medfinansieres af de selvstændige selv. Som udgangspunkt skal alle selvstændige, som har et samlet resultat, der overstiger den maksimale dagpengesats, betale et obligatorisk og årligt bidrag til Barsel.dk. Bidraget opkræves første gang i oktober 2021 og er på ca. 1.200 kr.  

Man kan læse mere om selvstændige i Barsel.dk her: www.virk.dk/barseldk

Fakta

  • Loven træder i kraft 1. januar 2021
  • Loven gælder for selvstændige, der får et barn og går på orlov efter 1. januar 2021 
  • Desuden skal man kunne få barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark og have et samlet resultat som selvstændig, der er højere end den maksimale dagpengesats (231.920 kr. årligt i 2021).
  • Barsel.dk udbetaler kompensation til de selvstændige første gang i april 2021 dog med tilbagevirkende kraft for perioden 1. januar til og med marts 2021. 
  • Herefter udbetales kompensationen hver måned bagudrettet.  
  • Man modtager et brev sammen med udbetalingen, hvis man opfylder betingelserne for at få kompensation. 
    Kun selvstændige, der har selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, dvs. at deres samlede resultat er større en evt. lønindtægt, skal betale bidrag.