356.500 har indtil nu valgt at hæve deres feriemidler
Tirsdag morgen blev der åbnet for bestilling af indefrosne feriemidler på borger.dk. Klokken 15.30 havde 356.500 været inde og bestille deres penge. Det skønnes at svare til i alt godt 7,1 mia. kr. ud af de i alt 60 mia. kr. der står indefrosset.
Der gik ikke mange sekunder fra beskæftigelsesministeren havde fortalt nyheden om, at der nu er åbnet for bestilling af indefrosne feriemidler, til der var kø på borger.dk. I løbet af de første to timer havde 92.000 danskere bestilt deres penge, og tallet er vokset støt hele dagen.
Presset på selvbetjeningsløsningen har været forventet, og derfor har ATP sat kø-system på, så man hele tiden kan se sin ventetid. Der har i gennemsnit været to timers ventetid i løbet af dagen.
”Man kan dog med fordel vente til ydertimerne med at logge sig på – eller vente et par dage med at søge”, siger koncerndirektør i ATP, Anne Kristine Axelsson.
Hun minder også om, at man har helt frem til den 1. december til at bestille sine penge.
Man finder svar på de fleste spørgsmål om udbetalingerne på borger.dk/feriemidler – her kan man fx læse om beregningen og beskatningen.
Yderligere information
Seniorpresserådgiver Christian Mortensen 2056 8702