1 mio. folke- og førtidspensionister skal holde øje med postkassen
I løbet af juni får cirka 1 mio. folke- og førtidspensionister brev fra Udbetaling Danmark, hvor de kan se, om deres pension i 2015 passer med det, de havde ret til.
For langt de fleste, cirka 670.000 pensionister, passer pengene, men der er også nogle, som har fået for lidt eller for meget. Derfor er det vigtigt, at pensionisterne holder øje med postkassen – også den digitale!
Det er første gang, Udbetaling Danmark laver denne opgørelse, efter at der i 2015 kom nye regler. Reglerne betyder, at de udbetalinger, pensionisten får i løbet af året, er beregnet ud fra forskudsopgørelsen fra SKAT. Den endelige opgørelse fra Udbetaling Danmark sker så, når årsopgørelsen fra SKAT ligger klar.
De første 200.000 pensionister får brev tirsdag den 14. juni, og de sidste vil få deres brev senest 1. juli. Selvstændige og andre med såkaldt udvidet selvangivelse får dog først brev sidst på året.
”Hvis man er blandt de cirka 190.000 pensionister, som skal have penge tilbage, får man dem automatisk sammen med sin folke- eller førtidspension den 30. juni. Så man skal ikke gøre noget,” siger Lene Hougaard-Enevoldsen, centerdirektør i Udbetaling Danmark.
De cirka 140.000 pensionister, der skal tilbagebetale pension, kan gøre det fra den 4. juli – enten på borger.dk, eller ved at ringe til Udbetaling Danmark. Man kan også vente på det brev, Udbetaling Danmark sender ud i efteråret med information om tilbagebetaling.
”Vi har gjort en stor indsats for at informere pensionisterne, siden de nye regler kom sidste år. Især har vi informeret om, at det er vigtigt at opdatere sin forskudsopgørelse, hvis man ved, at der sker ændringer i indkomsten. Den opfordring gælder selvfølgelig stadig her i 2016,” siger Lene Hougaard-Enevoldsen og tilføjer:
”Tommelfingerreglen er, at man hverken skal have pensionspenge retur eller indbetale penge, hvis den indkomst, der står i 2015-forskudsopgørelsen og i 2015-årsopgørelsen fra SKAT, er den samme. Og sådan er det for de fleste pensionister.”
Man kan læse mere om de nye regler og opgørelsen på borger.dk/opgoerelse-pension