Færre konkurser i 2020
Færre arbejdsgivere anmeldte en konkurs, og færre lønmodtagerne søgte om kompensation. Til gengæld var udbetalingerne større. Det er nogle af de vigtigste fakta i Lønmodtagernes Garantifonds årsrapport, som netop er blevet offentliggjort.
Færre konkurser og færre ansøgninger fra lønmodtagere men til gengæld større udbetalinger. Sådan kan konklusionerne i Lønmodtagernes Garantifonds (LG) årsrapport sammenfattes.
Koncerndirektør i ATP, Anne Kristine Axelsson siger om tallene fra årsrapporten: ”Måske lidt overraskende - men også glædeligt - er der ikke sket en markant stigning i antallet af anmeldte konkurser som følge af COVID-19. Vi oplevede en stigning i antallet i 2. kvartal 2020, men tendensen er ikke fortsat. Der har dog været en række store konkurser, som har påvirket LG’s gennemsnitlige udbetalinger markant.”
LG’s samlede udgifter til løn, erstatning og feriegodtgørelse ved konkurser og rekonstruktioner beløb sig til 780 mio. kr. i 2020 hvilket er en stigning på 37 pct. siden 2019. Stigningen skyldes en markant stigning i den gennemsnitlige udgift pr. lønmodtager.
Anne Kristine Axelsson forklarer: ”Enkelte større konkurser i virksomheder med højtlønnede ansatte har medvirket til stigningen. Samtidig har færre lønmodtagere fået nyt arbejde i opsigelsesperioden, hvilket kan være en følge af COVID-19. Det betyder, at LG har betalt løn i hele opsigelsesperioden uden modregning for løn i nyt arbejde.”
Samtidig har det korte ferieår fra 1. maj – 31. august 2020 betydet, at der var placeret væsentligt færre feriedage i opsigelsesperioden, hvilket har medført en stigning i udbetaling af både erstatning og feriepenge.
I løbet af foråret og sommeren 2020 blev tre danske Norwegian-selskaber og flyselskabet Jet Time erklæret konkurs. LG har modtaget 617 anmeldelser fra tidligere ansatte i de danske Norwegian-selskaber og udbetalt 125 mio. kr. i dækning, hvilket er rekord for udbetalinger fra LG.
Fakta
Tal fra rapporten
- I 2020 var der 1.651 godkendte arbejdsgiversager (konkurser), hvilket svarer til et fald på 15 pct. i forhold til 2019, hvor antallet var 1.937.
- Antallet af godkendte arbejdsgiversager er det laveste i perioden 2016-20.
- I alt modtog LG 13.928 lønmodtageranmeldelser i 2020 mod 15.794 anmeldelser i 2019.
- Det er 1.866 anmeldelser færre end i 2019, svarende til et fald på 12 pct. i forhold til 2019.
- I 2020 modtog i alt 15.456 lønmodtagere udbetalinger fra LG. Det er 1.909 færre end i 2019, svarende til et fald på 11 pct.
- Den gennemsnitlige udbetaling pr. lønmodtager er steget til 44.276 i 2020 fra 33.023 i 2019, svarende til en stigning på 34 pct.
- Udgifterne til løn, erstatning og feriegodtgørelse ved konkurser og rekonstruktioner beløb sig til 780 mio. kr. i 2020 mod 569 mio. kr. i 2019.
- LG’s udgifter hertil er steget med 211 mio. kr. det seneste år, svarende til en stigning på 37 pct.
Fakta
Lønmodtagernes Garantifond
Lønmodtagernes Garantifond sikrer, at medarbejderne får udbetalt løn, feriepenge og pension hvis en arbejdsgiver går konkurs.
LG blev oprettet i 1972 og er en del af samfundets sociale sikkerhedsnet. LG er en selvejende institution, der ledes af arbejdsmarkedets parter. ATP Koncernen står for administrationen af LG, og LG har fælles bestyrelse og repræsentantskab med ATP Livslang Pension. LG er reguleret ved en særlig lov.