ATP udnævner ny Chief Risk Officer og medlem af koncernledelsen

Jacob Lester, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Pensions & Investments i ATP, er ny CRO, medlem af Koncernledelsen og ansvarlig for ATP’s risikostyringsfunktion fra 1. januar 2024.

Jacob Lester, Chief Risk Officer

Jacob Lester er fra nytår ny Chief Risk Officer i ATP samt medlem af Koncernledelsen. Derudover vil han varetage ansvaret for ATP’s risikostyringsfunktion.

Der er ligeledes sat en proces i gang med fit & proper-godkendelse af Jacob Lester hos Finanstilsynet.

Jacob Lester er i dag Head of Risk og vicedirektør i Pensions & Investments i ATP, hvor han har været ansat siden 2019. Han overtager CRO-stillingen og pladsen i Koncernledelsen efter Kim Johansen, der skal være ny adm. direktør i Velliv.

- Jacob Lester er højt kvalificeret til posten som ny CRO og den helt rette til at overtage ansvaret for vores risikostyring efter Kim Johansen. Med ATP’s særlige rolle i pensionssystemet spiller risikostyring en nøglerolle, så vi kan blive ved med at skabe tryghed for pensionisterne om, at de får den pension, de regner med. Vi kender allerede Jacob godt, og jeg har stor tiltro til, at han med sin faglig dybde og gode menneskelige og ledelsesmæssige egenskaber både vil være i stand til at videreudvikle risikostyrings- og pensionsområdet i ATP – og bidrage til at lede og udvikle den samlede ATP-koncern, siger adm. direktør Martin Præstegaard.

Selv er Jacob Lester både stolt og ydmyg over for det udvidede ansvar.

- Jeg kender allerede ATP indgående og er stolt af at arbejde for at sikre danskernes økonomiske grundtryghed i en tid, hvor usikkerheden er stor. Derfor glæder det mig fortsat at skulle sikre danskernes pensioner og at blive en del af den øverste ledelse i ATP, siger Jacob Lester.

Jacob Lester er uddannet cand.polit. samt Ph.d. i økonomi og finansieringsteori og har haft gæsteophold på Harvard University. Han har tidligere været ansat i Danske Bank, Nordea og Citigroup og har et indgående kendskab til investering og risikostyring. 

Jacob Lester forventes at indtræde i bestyrelsen for datterselskaberne i ATP Ejendomme og ATP PEP ved de ordinære generalforsamlinger i februar 2024.

For mere information, kontakt:

""

Søren Springborg
Head of External Media Relations

Mobil
E-mail